En erhvervskvinde i maskinbranchen takker af efter 35 år

Efter 35 år hos maskinforretningen, Anker Bjerre A/S i Mejrup, er bogholder og økonomiansvarlig, Anne Marie Kvistgaard, gået på velfortjent pension. Den 22. marts 2024 havde Anne Marie sidste arbejdsdag på den arbejdsplads, som hun har været en stor del af og været med til at forme gennem sit medejerskab.

 

Et tilbageblik på karrierens start

I 1975 starter Anker Bjerre op for sit iværksætteri i Mejrup ved Holstebro - først med autoværksted på egen matrikel, som siden hen bliver afløst af interessen for de større maskiner og traktorer til brug i landbruget. Det bliver starten på maskinforretningen, som siden har udviklet sig markant – på mange fronter.

Den udvikling bliver Anne Marie en del af siden en januardag i 1989, hvor Anker Bjerre forinden har opslået en stilling som kontor- og bogholderiassistent i den lokale avis. Anne Marie er på det tidspunkt ansat hos Holstebro Slagteri, hvor hun arbejder med løn og tidsregistrering. Hun har set stillingsopslaget og tilmed opfordret en kollega til at søge stillingen, men da vedkommende ikke griber chancen, tager hun initiativet til selv at søge stillingen.

Blandt 60 ansøgere til stillingen er Anne Marie den første ansøger til jobbet. Anker kender hende periferisk og ved, at hun kommer fra lokalområdet – så han vil meget gerne have Anne Marie til jobsamtale. Selvom Anne Marie ikke har kendskab til det bogholderimæssige, så udviser hun interesse, lyst og vilje til at ville lære det – og Anker mener, at resten nok skal komme henad vejen.

Anker får ret.

 

 

Et job med mange facetter

Anne Marie kommer godt fra start i jobbet, får sat styr og struktur på mange af de gode, men til tider flyvske ideer og planer, som Anker lancerer. Anker værdsætter Anne Maries overblik, håndtering og hjælp – som det første år består i at skrive fakturaer i hånden, telefonbetjening samt udføre diverse ad hoc-opgaver.

Efter et års tids ansættelse, er behovet for en computer blevet så stort, at Anker beslutter sig for at købe en brugt computer hos en brugtvognsforhandler i Struer. Det er et kæmpe fremskridt for forretningen med egen pc og tilmed med regnskabssoftware, så Anne Marie kan udskrive faktura samt skrive breve elektronisk.

På det tidspunkt er der 10 ansatte, men stødt og roligt vokser virksomheden, og efter tre år rykker maskinforretningen til nye faciliteter på Elkjærvej. Der bliver ansat flere folk til salg og værksted, og der bliver tilmed indført en form for ”walkie-talkie”-system til montørerne.

Anne Marie får flere opgaver og har i flere år mange kasketter på - både som sekretær, personlig assistent, bogholder, lønansvarlig, salgssupporter, webmaster og marketingkoordinator.

”Anne Marie har haft fingeren på pulsen – og været en uundværlig kompetence for firmaet”, udtaler Anker Bjerre.

 

En del af ejerkredsen

Anker har set styrken i Anne Maries orden og ordentlighed, både fagligt og menneskeligt – så derfor er det også oplagt for ham at spørge om hun har lyst til at indgå i ejerskabet sammen med to andre medarbejdere og ham selv. Det har hun – og sammen med værkfører Per Damgaard og salgskonsulent, Anders Frandsen køber de i 2005 andele i firmaet. Anker har set dynamikken i deres forskelligheder, og det bliver starten på et set-up for en virksomhed med stor medarbejderinvolvering.

I 2009 beslutter de fire ejere i fællesskab at opkøbe Lemvig Maskinforretning – for at positionere sig yderligere på markedet med en stærkt voksende kundeportefølje i det midt- og vestjyske. Det betyder, at der på flere områder kan udnyttes og udvikles nye synergier mellem de to forretninger – synergier, der også kommer kunderne til fordel, bl.a. med et mere ensrettet set-up for salg og service.

 

Udfordringer undervejs

I 2010 bliver der hos Anker Bjerre A/S installeret nyt økonomisystem – det er iflg. Anne Marie en af de største virksomhedsmæssige udfordringer, som kræver mange ressourcer at få integreret før det er optimalt at anvende. Det giver samtidig også anledning til en større opdeling af de arbejdsområder og -opgaver, der er i firmaet.

I 2012 bliver Anker Bjerre A/S og Lemvig Maskinforretning ApS full line New Holland forhandler, og samtidig bliver virksomhedsprofilen skarpere på det øvrige produktprogram til både landbrug, skovbrug, entreprenører samt have/park-segmentet. Den omlægning fører også til nye, centraliserede opgaver, og der bliver stillet nye krav fra leverandører og samarbejdspartnere.

Der skal dog gå nogle år inden der kommer flere ansatte på kontoret. Det er først i 2014, at der bliver ansat en kontorassistent til at udføre nogle af de mange opgaver, der lander på Anne Maries bord.

 

Anker træder ud – Anders træder ind

I 2015 ønsker Anker Bjerre at sælge sin ejerandel – og der sættes en ny konstellation for firmaet med Anders Frandsen, Anne Marie Kvistgaard, Per Damgaard samt Anders Harder – hvor sidstnævnte får ansvar for have/park og skov.

 

Udvidelse på flere fronter

Gennem årerne har Anker Bjerre A/S lavet flere tilbygninger – og senest i 2022 investerer virksomheden i opførelsen af en ny maskin- og udstillingshal til de store landbrugsmaskiner. Medarbejderstaben er ligeledes udvidet og er vokset markant til næsten 60 medarbejdere fordelt på lokationen i Mejrup og i Lemvig.

I 2023 realiserer Anker Bjerre A/S drømmen om en større ejerkreds. Det sker som led i et generationsskifte, hvor Anne Marie har meddelt, at hun ønsker at sælge sin andel af firmaet for dermed at gå på pension til foråret 2024.

Så efter 18 år som medejer træder Anne Marie pr. 1. oktober 2023 ud af ejerskabet og sælger sin andel til fire kollegaer. De fire nytilkomne er Henrik Hedegaard, Jeppe Vestergaard, Tinus Madsen og Søren Romby – som alle har deres daglige gang i firmaet. Samtidigt sker der et skifte på posten som direktør hos den midt- og vestjyske maskinforhandler. Anders Frandsen giver stafetten som direktør videre til Anders Harder, så Anders Frandsen kan sætte fuldt fokus på salg af landbrugsmaskiner.

 

Større krav til dokumentation – og mere digitalisering

Siden Anne Maries ansættelsesstart og frem til nu, er der sket meget på det lovgivningsmæssige område. Der er kommet nye og større krav til dokumentation samt flere love og regler på området. Det gælder f.eks. løn- og overenskomster og bogføring.

Samtidig er der kommet nye processer og mere digitalisering ind i de daglige rutiner, som f.eks. tidsregistrering, der foregår via appstyring. Der er generelt over hele linjen tilført mange, nye digitale processer i arbejdet ved maskinforretningen. Nye processer og nye fokusområder kalder på flere medarbejderkompetencer, og der bliver ansat yderligere personale til bl.a. bogholderiet, til løn & HR – og til marketing og til e-commerce.

 

Sparring og kollegialt fællesskab bliver et savn

Anne Marie havde sidste arbejdsdag den 22. marts 2024 – og der blev på behørig vis sluttet af med middagsmad i selskab med kollegaerne samt holdt taler og fremvist videohilsen fra både nuværende og tidligere medarbejdere, som har arbejdet sammen med Anne Marie.

”Jeg vil komme til at savne mine kollegaer – de seneste år har jeg været en del af et team, hvor jeg har haft mulighed for faglig sparring. Det har jeg værdsat. Jeg vil også savne den daglige gang i firmaet, der har altid været et godt kollegialt fællesskab, hvilket jeg har nydt”, udtaler Anne Marie Kvistgaard og tilføjer ”Nu skal tiden bruges på sommerhus, cykel- og gåture i naturen og på familien”.

”Vi er utrolig glade for den tid og energi som Anne Marie har lagt i Anker Bjerre-regi. Hun har uden tvivl været med til at skabe rammerne for en god og sund virksomhed, og samtidig har hun bidraget med hendes stabilitet, struktur og – ikke mindst – skønne personlighed”, afslutter Anders Harder, direktør for Anker Bjerre A/S.

 

Anne Marie 35 års jubilæum