Agromek stars 2026
Agromek Stars 2026 har sat fokus på innovation i landbruget, og flere produkter fra Anker Bjerre A/S' sortiment er blandt de hædrede. Se hvilke løsninger der imponerede dommerpanelet og sikrede stjerner ved årets kåring.
Anker Bjerre A/S, Gyllevogne fra Kumm Technik
Produktbeskrivelse:
KUMM KTR Titan gyllevogne – et nyt, tysk kvalitetsbrand introduceres på det danske marked! Anker Bjerre A/S udstiller gyllevogne fra den tyske producent, Kumm Technik, med hvem der er indgået en importaftale til det danske marked. Gyllevogne med kapacitet fra 21 tons og op – udstyret med stærke, tekniske funktioner, integreret drivaksel, avanceret pumpe- og sugeteknik, hydraulisk affjedret undervogn og ISOBUS-baseret præcisionsstyring.
Ekspertbeskrivelse:
Denne nyhed tildeles én stjerne for den patenterede automatik til rensning af fordelingshovedet. Systemet registrerer begyndende tilstopning og igangsætter selv en rensningssekvens, der frigør fremmedlegemer og aflaster fordeleren. Det mindsker risikoen for driftsstop og behovet for manuel indgriben under gylleudbringningen.
Anker Bjerre A/S, EGV 65 AHK SG og EGV 85 AHK SG skovspil
Produktbeskrivelse:
Ny, opgraderet model af skovspil Som importør af slovenske Tajfun, introducerer Anker Bjerre A/S en ny version af de gennemprøvede EGV 65 AHK SG og EGV 85 AHK SG skovspil, som nu kan leveres med en hydraulisk, foldbar bundplade. Løsningen tilfører de to skovspil en ny funktion, som gør det lettere og mere effektivt at håndtere og trække træ ud af skoven.
Ekspertbeskrivelse:
Der tildeles 1 stjerne, da den foldbare bundplade utvivlsomt vil bibringe fordele under arbejdet især i krævende terræn.
New Holland - De Danske Forhandlere, New Holland T7.440XD
Produktbeskrivelse:
T7.440 XD er udviklet med udgangspunkt i et konkret behov fra moderne landbrug: mere effekt, højere kapacitet og større fleksibilitet i én og samme traktor. Med op til 435 hk i en kompakt platform giver den brugeren mulighed for at udføre flere opgaver med én maskine, samtidig med at PLM Intelligence sikrer optimal udnyttelse af ressourcer og dokumenterbare effektivitetsgevinster. T7.440 XD repræsenterer derfor en innovation, der skaber målbar værdi både på marken og på bundlinjen.
Ekspertbeskrivelse:
New Holland T7.440XD kombinerer integreret central dæktryksregulering med elektronisk vægtkontrol i frontliften og intelligent trailerbremsestyring. Dæktrykket indstilles fra kabinen og skifter automatisk til vejindstilling ved en valgt hastighed. Det gør det lettere at tilpasse traktorens vægt, dæktryk og bremsning til opgaven og bidrager til bedre trækkraft, lavere risiko for jordpakning og mere sikker transport.


