Fremgang hos Anker Bjerre A/S | Anker Bjerre A/S

Knivskarpe folk får æren for flot fremgang hos Anker Bjerre

 

Maskinforretningen Anker Bjerre A/S, der findes i Holstebro og Lemvig kommer godt ud af 2025 med et resultat, der ligger over forventningerne, end man gik ind til året med.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab.

 

Læs hele artiklen på maskinbladet >> 

 

Resultatet af den primære drift blev 7,4 millioner kroner mod 2,5 millioner kroner forrige år. På bundlinjen efter skat står 4,2 millioner kroner mod forrige års 30.000 kroner.

- Efter et par år med fuld tryk på kedlerne rent salgsmæssigt er branchen nok kommet tilbage på det, der må betegnes som et nyt normalt niveau. Og her har vi hos Anker Bjerre arbejdet hårdt for det gode resultat, siger Anders Harder, der er medejer og administrerende direktør for Anker Bjerre A/S.

Han er ikke sen til at sende æren for resultatet videre til de godt 60 medarbejdere, som han fremhæver for deres indstilling til både at spotte interne muligheder for besparelser eller effektiviseringer og til at finde nye veje til at skabe omsætning hele vejen rundt i virksomheden.

 

- Fremgangen kommer bredt fra alle vores forretningsområder, hvor vores medarbejdere bare har været knivskarpe til at optimere vores maskinforretning, fortæller Anders Harder, der som en gimmick til Anker Bjerres 50 års jubilæum sidste sommer, netop understregede skarpheden ved at forære alle medarbejdere en japansk, højkvalitets kokkekniv i jubilæumsgave.

- Jeg synes, at det var et meget godt billede på det. Og samtidig er det et godt stykke værktøj, som man vil tage frem og bruge i hverdagen, siger Anders Harder.

 

Flere folk

Anker Bjerre er en multifacetteret maskinforretning med både ben i landbrug, have/park og i skoven. Det har også været med til at bære forretningen fremad, selvom landbrugsbranchen generelt har efterspurgt færre maskiner, fortæller Anders Harder.

- Det har ikke været et nemt år at være maskinforretning. Men når vi er så brede, som vi er med både landbrug, have/park, entreprenør og skov, så har vi kunnet hjælpe hinanden. Men det er faktisk alle afdelinger, der er vokset i forhold til året før, hvor næsten alting stod stille, og vi var pressede af høj lagerbinding, siger Anders Harder, der også pointerer, at der har været masser at lave på værkstederne.

- Vi kunne i hvert fald godt bruge en montør eller to mere, siger Anders Harder.

I indeværende år forventer man hos Anker Bjerre A/S at kunne lande et resultat før skat i spændet fire-fem millioner kroner.